Søren Gyldendal Prisen 2017 går til forfatteren Kirsten Hammann
Dato: 20. april 2017

Søren Gyldendal Prisen 2017 går til forfatteren Kirsten Hammann.

I dag, torsdag 20. april, tildeles forfatteren Kirsten Hammann Søren Gyldendal Prisen 2017.

Juryen motiverer valget bl.a. således:

”Søren Gyldendal Prisen 2017 går til forfatteren Kirsten Hammann for hendes nyskabende, vitale, muntre og skarpe forfatterskab, for digtsamlingen Mellem tænderne og romaner som Vera Winkelvir, Fra smørhullet, En dråbe i havet, Se på mig og Alene hjemme, om Vera Winkelvir, Mette, Mette Mæt, Julie og Sara. Gennem billedet af dem har Kirsten Hammann på vidt forskellig vis og med stor sikkerhed og konsekvens beskrevet vores moderne tid med de krav og dilemmaer, paradokser og påførte såvel som selvskabte plager, dens kvinder lever med”.

Prisen overrækkes ved et arrangement i dag kl. 15 på Gyldendal, Forværelset, Klareboderne 3, København K. Pressen er velkommen uden tilmelding.

Kirsten Hammann (f. 1965) debuterede som forfatter i 1992 med digtsamlingen Mellem tænderne. Hun har siden skrevet en række prisbelønnede og – nominerede romaner, bl.a. Fra smørhullet, 2005, Se på mig, 2011 og senest Alene hjemme, 2015. 

Søren Gyldendal Prisen uddeles i forbindelse med Søren Gyldendals fødselsdag. Den blev første gang overrakt i 1958 og var på 10.000 kr. Nu er den på 250.000 kr. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget  i 1770.

Med venlig hilsen

Gyldendal

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail